Vi sælger ikke kun hunde til schæferhunde-nørder, men til mange forskellige mennesker. Vi sælger hvalpe til folk med ambitioner i avl og opdræt og til familier, der ønsker en kærlig og god familie hund.
Vi vælger forældre som er smukke, sunde og harmoniske, der begge er præmieret højt.
Hvalpene vil egne sig godt til både udstilling, avl og træningspartner.
Vores kuld vil blive avlet efter DKK og Schæferhundenklubbens avlsanbefalinger.
Når man køber en hvalp, er der visse ting man burde kunne forvente som en selvfølge. En af disse er, at hvalpen lige fra det øjeblik den er født til det tidspunkt den rejser hjem til sit blivende hjem er blevet passet og plejet efter alle kunstens regler. Men der skal mere end pasning og fodring til for at en hvalp bliver en vel tilpasset og god familiehund. Der skal meget mere til…
Selv om mange tror det er en god forretning at være opdrætter er det meget langt fra sandheden. Prisen for en hvalp dækker på ingen måde de arbejdstimer og de udgifter der er brugt på en hvalp - og det der går forud for parring og fødsel. Omkostningerne ved seriøst opdræt er meget høje, og som regel højere end det man kan ”tjene” på salg af hvalpe, så det er passionen og glæden ved livet med hundene der er drivkraften. Dette betyder også, at vores hunde og de hvalpe der er resultatet af vores opdræt, betyder enormt meget for os. Det er ikke bare en hobby – det er en meget stor del af vores liv på alle måder. Derfor er der også visse ting vi forventer fra vores hvalpekøbere.
Vi anbefaler at i melder jer ind i schæferhundeklubben, og på den måde modtager medlemsblad, med nyheder, opdateringer omkring kurser, skuer, udstilling, konkurencer osv.
Vi anbefaler også at i melder jer ind i schæferhundeklubben, med formål om at træne hvalpen på hold.
Schæferhunden er en arbejdsivrig hund, så benyt fritiden med din kommende ven i harmoni, med at træne den.
En af disse ting er, at man har sat sig grundigt ind i race særpræg og –behov inden man henter sin nye hvalp hjem!
En anden ting er, at man har gjort op med sig selv hvad konsekvenserne er for ens eget liv (og måske også for resten af familiens liv) at man får en ny hund.
Vi vil altid gerne være behjælpelig med gode råd m.m., men en køber bliver nødt til at ha’ erhvervet sig den nødvendige viden om korrekt pasning af hvalp/hund inden hvalpen bliver hentet hjem for at det kan blive en succeshistorie. Vi forventer også at køber på forhånd forstår, at det kræver en indsats! Ikke alle dage er en dans på roser. Ikke alle hvalpe bliver renlige i løbet af en uge. Nogle gør, andre tager måske et halvt år eller mere. Nogle hunde er voldsomt samarbejdsvillige af natur. Andre kræver mere opmærksomhed og mere forståelse fra deres mennesker. Alle hunde er individuelle personligheder. Vi kan gøre vores bedste både med socialisering og begyndende træning, men en hvalp på 8 uger er en ”ufærdig” hund. Det videre ansvar er og bliver køberens! Hvordan det går hvalpen i dens videre liv, hvor godt forholdet bliver mellem ejer og hund, hvor stor en glæde ejeren får af sin hund og hvor godt et liv hunden får med sin ejer… det er alt sammen køberens ansvar. Og det forventer vi man har tænkt over før man køber sin nye hvalp her hos os!
Vores hvalpe bliver solgt til købere der allerede står på vores venteliste. Derfor er det en god idé at melde sig til ventelisten hvis man allerede har taget beslutningen om at ens næste hund skal være fra os. Forud for at komme på venteliste, er kravet, at i kommer og besøger os, ser hvordan vi holder hunde, træner dem, og møder den kommende hunde "mor".
Står man på ventelisten får man besked når en tæve er blevet parret så man kan følge med i begivenhederne fra starten af. Man får også besked så snart et kuld er født. Så længe hvalpene er her får man opdateringer meget ofte via facebook, så man kan følge sin hvalp helt fra starten af dens liv. Naturligvis er man velkommen på barselsvisit når hvalpene er blevet gamle nok til at få besøg. (ca 3 uger)
Når man henvender sig på e-mail, er det en go’ idé at skrive lidt om sig selv, hvorfor man gerne vil have hund og hvorfor det lige skal være en hund af den race. Skriv også gerne lidt om din/jeres tidligere erfaringer med hund, hvordan jeres hverdagsliv er (hvor meget hunden skal være alene hjemme eksempelvis), om I/du har børn, have, bor i hus eller lejlighed, har tænkt på at bruge hunden til en form for hundesport eller til udstilling… eller hvad du syntes er relevant for at vi sammen kan finde lige netop den hvalp der passer bedst til dig/jer.
Når et kuld hvalpe bliver født er købere på ventelisten de første der får besked. Man har så mulighed for at reservere en hvalp.
Udvælgelsen af hvalpen:
Når du skal have en hvalp så er det vores erfaring, at det er vigtigt og finde en opdrætter, der har hund på den måde, som man selv gerne vil have det.
En opdrætter man kan bruge som sparringspartner, og som kan vejlede, og er villig til at hjælpe i forhold til det videre forløb. Og dette er – specielt for førstegangskøbere – der kommer rigtig mange spørgsmål, og her er det naturligt, at vi er klar med gode råd.
Når det gælder udvælgelsen af hvalp, er der ikke en facitliste. Der er dog nogle grundlæggende ting, som i skal kigge efter, når der ligger et kuld små, søde og livlige hvalpe, og hvor i har øjeblikke, hvor i vil kunne fristes til at vælge dem alle. Der findes rigtig mange gode råd om udvælgelsen af hvalpen. Nogle bruger ekspertvurderinger, andre laver test, men for os at se, findes der ikke en fuldkommen metode. Det handler derimod meget om et individuel skøn & hvad i ønsker/vil med hvalpen fra os.
Når hvalpen har en alder til udvælgelse ca 6-7 uger, så er den på ingen måder fuldt udviklet, så du får som kommende hundeejer en vigtig rolle i prægningen af hvalpens opvækst. Det er en god ide´ at besøge hvalpene et par gange inden udvælgelsen. Vi plejer at åbne for besøg når de er blevet 3 uger. Dette er for at give moderdyret ro, til at passe dem bedst muligt. Dog synes vi ofte det er sådan, at jo flere gange man ser kuldet, jo mere i tvivl bliver man :-). Den ene gang man kommer er kuldet i højeste gear, og næste gang man kommer, så har de måske lige været i højeste gear, og kan virke trætte og uinspireret – derfor er vi som opdrættere vigtig i udvælgelsen!
Vi som opdrættere af kuldet har på mange områder en afgørende betydning for, om i som hvalpekøberne får succes. Vi kender hvalpene bedst. Vi ser dem, følger dem, laver små test osv. Når i snakker med os, så er det vigtigt, at I får afklaret forventningerne om den hvalp i skal købe. Fortæl om jeres forventninger til hvalpen, om der er børn i familien, og om det aktivitetsniveau som du forventer at bruge på hvalpen. I overvejer måske at bruge den til prøver?
Alt sammen for at give jer og os de optimale muligheder for at finde det bedste match mellem hvalp og jer som hvalpekøber.
Alle hvalpe har deres egen personlighed og temperament, og ved at have denne dialog - hvalpekøber og os imellem - får man oftest det bedste resultat og en klar fornemmelse af, hvilke hvalpe der skal hvorhen.
Som hvalpekøber har du måske nogle ”ønsker” – skal det være en han/tæve, ønsker at træne , ønsker at udstille, have den fineste familie hund.
For os at se, så handler det om at finde en frisk og frejdig hvalp med masser af gå-på-mod.
Og vi ønsker at gøre alt for at det lykkedes jer!
BEMÆRK; det er ikke en bestemt hvalp der bliver reserveret, men en reservation giver garanti for, at man nu ejer en af hvalpene i kuldet. Senere, når vi får en bedre fornemmelse af de enkelte hvalpes potentiale og mentalitet, kan vi sætte den rigtige hvalp sammen med den rigtige køber. Andre gange er det fordi køberen har et ønske om at udstille og/eller avle. Her er det meget vigtigt, at vi finder den hvalp i kuldet der egner sig bedst til det formål, og det er ikke let af sige ret meget om før hvalpene når en vis alder - nemlig 7 uger.
Når en hvalp er reserveret og depositum indbetalt får køberen tilsendt en købsaftale. En kontrakt på, at han/hun nu ejer en hvalp fra det pågældende kuld. Vi matcher de enkelte hvalpe med de købere der passer bedst (og omvendt naturligvis). Dette gøres først i uge 7, samme dag de bliver chippet. Herefter er der kun tilbage for dig at glæde dig til, og forberede dig på, at din nye hund kommer hjem.
Når man henter sin hvalp, medfølger Stambog godkendt af schæferhundeklubben & Dansk Kennel Klub (DKK), samt dkk købsaftale.
Den har været hos dyrlægen hvor den har fået sin første vaccine, er blevet chippet, fået sin egen vaccinations-/sundhedsbog og en meget grundig sundhedsundersøgelse.
Den dag du henter hvalpen, udfylder du registreringsblanketten til den lovpligtige registrering af din nye hund i Dansk Hunderegister. Du skal ikke selv tænke på at få din hund registreret, for det gør vi for dig og gebyret er også inkluderet i prisen for hvalpen.
Sammen med hvalpen får du vejledning i pasning og fodring (men vi forventer stadig at du også selv har sat dig ind i disse ting på egen hånd).
Hvalpen har allerede begyndt renlighedstræning her hos os, ligesom indkaldstræning er påbegyndt. Hvalpen er også blevet socialiseret efter alle kunstens regler, vænnet til alle lyde der hører en almindelig husholdning til og ”trænet” med vores lydtræningsprogram der bl.a. vænner hvalpene til lyden af fyrværkeri, trafik, støjende børn og meget andet. Alle hvalpe der forlader huset her har allerede været ude at køre bil, og de har også mødt forskellige mennesker i forskellige aldre, samt andre hunde af forskellig race.
Nu er det så bare op til dig/jer at fortsætte den positive udvikling!